Menu Luk

Digitale foredrag 2022

Dansk Råd for Genoplivning har i samarbejde med TrygFonden afholdt fem digitale foredrag i Hjerneugen 2022. Formålet med foredragene er at udbrede den viden, der er på området inden for stroke. Se eller gense hvert foredrag nedenfor. 

Foredrag: At være pårørende til en strokepatient

Hør Hjernesagens rådgiver, Maja Klamer Løhr, fortælle om, hvordan det er at være pårørende til et menneske med en erhvervet hjerneskade. Hun kommer ind på, hvem de pårørende typisk er, og hvilke følelser såsom sorg, tab og skam, man som pårørende kan have.

Moderator er Claus Ziegler Simonsen, klinisk professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Foredrag: Hvordan et stroke kan forebygges

Hør professor og overlæge ved Bispebjerg Hospital, Hanne Christensen, fortælle om, hvordan et stroke konkret kan forebygges med samfundsmæssige tiltag, med medicinsk behandling samt med livsstilsændringer. I oplægget gennemgår hun også det aktuelle omfang og betydning af stroke i Danmark og Europa.

Moderator er Claus Ziegler Simonsen, klinisk professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Foredrag: Træthed som følgevirkning efter et stroke

Hør afdelingslæge og Ph.d. ved Nordsjællands Hospital, Mai Bang Poulsen, fortælle om, hvor ofte træthed ses som en følgevirkning hos strokepatienter. Herunder hvad det har af betydning for den, der rammes, hvad prognosen er, og hvad man kan gøre ved det.  

Moderator er Martin Faurholdt Gude, Ph.d. studerende ved Aarhus Universitetshospital.

Foredrag: Depression som følgevirkning efter et stroke

Hør professor og overlæge ved Aarhus Universitetshospital, Grethe Andersen, fortælle om de mentale følgevirkninger efter et stroke herunder depression. En depression er belastende og svær at forstå. Kun ca. halvdelen af deprimerede stroke-patienter kan selv erkende tilstanden, og mange får slet ikke italesat de symptomer, der definerer en depression. Men der er gode behandlingsmuligheder, og livet er værd at leve – også efter stroke.

Moderator er Claus Ziegler Simonsen, klinisk professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Foredrag: Er det muligt at beskytte hjernen før, under og efter et stroke?

Hør afdelingslæge og Ph.d. studerende ved Aarhus Universitet, Rolf Blauenfeldt, fortælle om beskyttende behandlinger af stroke, som ikke er trombolyse og trombektomi. Han kommer ind på neuroprotektion og de studier, der kører lige nu samt betydningen af fysisk aktivitet.

Moderator er Christina Kruuse, Professor og Overlæge ved Københavns Universitets Hospital- Herlev og Gentofte.