Menu Luk

Symptomer på stroke

Det er vigtigt at kende symptomerne på stroke, så man kan handle med det samme og ringe 1-1-2. Der findes forskellige symptomer på stroke, og symptomerne kan variere alt efter, hvor i hjernen blødningen eller blodproppen rammer. Oplever du en pludselig lammelse i den ene arm eller det ene ben, vanskelighed ved at tale eller lammelse i den ene side af ansigtet? Så skal du straks ringe 1-1-2. 

De tre mest almindelige symptomer på stroke

Pludselig nedsat eller manglende kraft i en arm eller et ben

Et meget almindeligt tegn på stroke er lammelse, der typisk rammer den ene side af kroppen. Det kan føles svært at løfte armen eller benet, og selv simple bevægelser kan blive udfordrende.

Pludselig usammenhængende sprog

Sprog- og taleforstyrrelser er ligeledes symptomer på stroke. Det kan føles svært at finde ordene, når man taler, og man kan begynde at vrøvle, hvor det kan virke som om, man siger helt tilfældige ting. 

Pludselig svaghed i den ene side af ansigtet

Dette symptom føles som lammelse i den ene side af ansigtet. Det kan føles som, at den ene side hænger eller ligner, at den ene side ser anderledes ud end den anden. Dette skyldes nedsat funktion i ansigtsmusklerne, og det kan også påvirke evnen til at smile, lukke øjet eller løfte øjenbrynet på den påvirkede side. Mange har også svært ved at drikke, fordi væsken løber ud af den ene side af munden. 

Hvis du oplever et af ovenstående symptomer, er det vigtigt at straks ringe til 1-1-2. Behandlingen af et stroke er mest effektiv, når den påbegyndes kort tid efter, det første symptom viser sig, og hvert minut spiller en afgørende rolle. 

Stræk, snak, smil – En remse, der kan være afgørende for at genkende symptomer på et stroke

Red Hjernens remse henviser til de tre mest almindelige tegn på et stroke og er til for at hjælpe dig med at genkende disse, så du kan reagere omgående.

Stræk: Hænger den ene arm?

Snak: Hænger ordene ikke sammen?

Smil: Hænger den ene side af ansigtet?

Andre symptomer på stroke

Der findes også andre symptomer, man bør være opmærksom på:

Pludseligt mistet syn på det ene eller begge øjne

Synstab eller synsændringer på det ene eller begge øjne kan også være symptomer på et stroke. Nogle kan også opleve dobbeltsyn.

Pludselig forvirring eller problemer med at forstå omgivelserne

Et stroke kan påvirke mange af hjernens funktioner. Nogle oplever derfor følelsen af at være forvirret i sine omgivelser, som også kan være et symptom på stroke, hvis det sker meget pludseligt. 

Pludselige problemer med at styre bevægelser eller finmotorik

Når et stroke forekommer i hjernen, kan dette resultere i et tab af eller nedsat evne til at styre kroppens bevægelser på normal vis. Nedsat motorisk funktion i kroppen kan skyldes skader i specifikke områder af hjernen, som er ansvarlige for motorisk kontrol.

Pludselig og kraftig hovedpine uden nogen årsag

En pludselig og kraftig hovedpine kan være et symptom på stroke i hjernen. Kraftig hovedpine kan være et af de første symptomer, der viser sig, men der vil oftest også være andre symptomer til stede. Det er sjældent, at man får hovedpine, når man bliver ramt af et stroke, og derfor kan der nemt gå tid før man opdager, at der er noget galt.

Pludselige balanceproblemer ledsaget af dobbeltsyn eller utydelig tale

Et symptom på et stroke kan være pludselige problemer med balancen, der ofte er kombineret med dobbeltsyn eller utydelig tale, hvor man kan føle sig svimmel. 

Symptomerne på et stroke kan variere og afhænger af, hvilke områder i hjernen der bliver ramt og i hvor alvorlig grad. 

Symptomerne på et stroke forekommer ofte fra det ene sekund til det andet, og det er vigtigt at reagere hurtigt og alarmere 1-1-2. Dette gælder også selvom symptomerne forsvinder kort tid efter, da man hurtigt skal i akut eller forebyggende behandling for at forhindre forværring eller nye tilfælde. Symptomerne på en blodprop og en blødning i hjernen er de samme, men behandlingen er forskellig, og derfor skal man undersøges hurtigst muligt.

Har du mod på at lære endnu mere om, hvordan du kan redde liv ved at genkende symptomerne på stroke? Læs mere om vores tre symptomfortællinger

Hvad er årsagerne til stroke?

Et stroke kan forekomme af forskellige årsager. Nogle af de mest fremtrædende risikofaktorer er forhøjet blodtryk, rygning, diabetes og mangel på fysisk aktivitet. Læs mere om årsager til stroke.

Sådan kan du forebygge stroke

Ved at foretage livsstilsændringer, håndtering af risikofaktorer såsom forhøjet blodtryk, rygning, diabetes og fysisk inaktivitet, kan man mindske risikoen for et stroke. Læs mere om forebyggelse af stroke.

Kan du blive hjerneredder?

Ved at kende symptomerne kan du gøre en forskel for dig selv og andre. Du kan nu teste din viden og se, om du kan blive hjerneredder.